Barok kaldes den æra i den europæiske fælleshistorie, der spænder fra ca. 1570-1740. Som med alle stilarter udbredes barokken hurtigere visse steder end andre. Italien var foregangsland i den henseende med den store maler, billedhugger og arkitekt Michelangelo som fader i slutningen af 1500-tallet, hvorfra barokken breder sig til Frankrig, Nederlandene og Tyskland. Først omkring 1650 finder barok stil indpas i England og Norden. Barok-stilens udvikling tager sig noget forskelligt ud i de pågældende lande f.eks. med den særegne bruskbarok i Nordtyskland og Skandinavien og den klassisk inspirerede Franske barok.

Barok er egentlig et nedsættende udtryk, der er afledt af det portugisiske barroco, som betyder stor uregelmæssig perle. At barokken var storslået, pompøs, voluminøs er ganske rammende, men uregelmæssig hører bestemt til den senere periode Rokoko, som barokken glider over i. Barokken var strengt symmetrisk i sin opbygning, hvorimod rokokoen af princip var asymmetrisk. Barok-stilen fik sit navn i en senere periode kaldet Nyklassicismen, hvor man af mange grunde fandt den pompøse barok for grotesk, overlæsset og endda bizar. Det at barok bliver et skældsord i nyklassicismen peger i virkeligheden på de afgrundsdybe forskelle, der er mellem disse to tider, hvad angår samfundet, politik og det kulturelle/religiøse liv.

Barokken i Italien var i begyndelsen motiveret af den katolske kirke, som ønskede sig et mere alvorligt og religiøst dybere udtryk end tilfældet havde været i den optimistiske renæssance. Da de fleste kardinaler i Rom var af adelig slægt, blev også adelen en eksponent for den ny barokke stil. I Frankrig blev barokken ikke så meget tegnet af kirken som af de to konger Ludvig den 13. og solkongen Ludvig den 14., der som enevældig hersker stod frem som inkarnation af noget guddommeligt og eviggyldigt. Især Ludvig den 14.'s eksempel blev efterlignet i de fleste europæiske lande: man opførte gigantiske symmetriske slotte og parker, havde stort hof, og hele statens virke og velbefindende var kongens anliggende, som det naturlige samlingspunkt.

I arkitektur såvel som møbelkunst, malerkunst og meget andet blev det de store symmetriske fladers tid. Lys-skygge-virkning var helt afgørende ingredienser sammen med midtpunktsamling. Udskæringer og ornamenteringer flyttes ud i kanten, så der bliver plads til de store rene flader, så det hele peger ind mod midten. Som udsmykning foretrak den tidlige barok ofte akantusranker, hvor den sene barok mere hælder til båndslyng. Både bygninger og møbler (især skabe) får kraftigt fremspringende profilerede partier på gesimser og portaler. På flankerne ses gerne pilastre (søjler, der kun tjener dekorative formål) på møbler og søjler på bygninger. Midterpartierne er gerne rene profilerede flader altid med symmetri. Vandrette linier er også meget karakteristisk for perioden. Slottet i Versailles samt den anlagte park er klassiske eksempler herpå.

BRUSKBAROK

Bruskbarok ses primært i Nordtyskland samt Skandinavien i den korte periode fra ca. 1630-1670. Bruskbarokken er en ganske ejendommelig periode, der på mange måde fremstår usikker og uhåndgribelig, hvilket svarer udmærket til den noget anspændte politiske situation i regionen med de utallige krige mellem Danmark og Sverige, der ender med svensk overherredømme i Skåne, Halland og Blekinge ved fredsslutningen i Roskilde 1658. Frederik den 3. bliver først enevældig konge i det danske rige med Kongelovensunderskrivelse i 1665. Tiden for bruskbarok er en overgangstid mellem renæssance og barok. Mange af renæssancens elementer videreføres, men nu i en ganske uhæmmet grotesk stil.

Bruskbarok ses fortrinsvist i møbelkunst og billedskærerkunst samt en anelse i sølvtøj. Navnet kommer sig af det forunderligebruskværk. Søjler vrides og snoges, afbildninger af mennesker svulmer op, kapitælerne på søjlerne får hængende ornamenter, bladornamenter klistres på. De forskellige elementer i en given genstand blandes sammen i overgange mellem brusk-lignende udsmykninger og vrangmasker, der glider tilbage i bruskværk osv. Især i Tyskland er der rimelig interesse for denne stilarts frembringelser.

SENBAROK, REGENCE

Regence (régence) stammer fra Frankrig (ikke at forveksle med den engelske Regency) der kulminerer med regenten Filip af Orléans' formynderskab over den mindreårige konge Ludvig den 15. fra 1715. Regence foregriber den næste periode som er Rokoko. Hvor barokken primært var forankret i kirke og konge og giver sig til kende i kirkearkitektur, kirkekunst samt i kongens og hoffets bygninger og udsmykninger, da er Rokokoen mere en interiør-stil, dels for den herskende magelige adel dels for det gryende borgerskab. Regencen tager hul på denne udvikling.

I regence videreføres mange af barokkens elementer, men stilen bliver nu mere magelig og let, men samtidig går man bort fra det strengt symmetriske. De første grotesker ses som mønster. De lige linier knækkes mere og mere, for til sidst i Rokokoens storhedstid at være bandlyst. Regence er altså på mange måder et overgangsfænomen, hvor beslægtede stilarter barok og rokoko lever side om side.