Tidens gang har i årtusinder haft menneskets interesse. Fra oldtiden kender vi til kalendere, vandure og solure. Antikke ure såvel som moderne ure har oftest til formål at koordinere et eller andet, og den praktiske udformning af uret har bestemt, hvor præcise urene har været. Et solur er ganske præcist, men det virker kun om dagen, og når der er skyfrit. Vandurene består for det mest af en spand vand, hvori man lægger en lille skål med et hul i. Når skålen til sidst er helt fyldt og synker, så er der gået et bestemt stykke tid.

For søfarende har tiden altid været vigtig for at kunne bestemme et skibs position. Vi skal dog helt frem til 1730 før det med kronometeret bliver muligt at bestemme et skibs position nøjagtigt ud fra længde og breddegrader. Det mekaniske ur blev dog allerede skabt i Middelalderen, men præcisionen manglede indtil Christiaan Huygens i 1656 tog patent på sit pendulur. Fjederuret var allerede opfundet i Nuremberg mellem 1500 og 1510 af Peter Henlein, men blev først præciseret af Heyguns omkring 1675 med tandhjul og fjeder-mekanismen, som holdt sig langt op i tiden. Det smarte ved fjederuret er, at det kan indbygges i langt mindre konstruktioner end det er muligt med penduluret f.eks. kender vi til lommeure fra 1500-tallet, men de er som sagt meget unøjagtige tidsmålere.

URE SOM ANTIKVITETER

Antikke ure er yndede samlerobjekter. Frisiske ure (mest produceret i Nederlandene) er i dag yderst sjældne. De har oftest form af lille hus med tag gerne flankeret af udskårne figurer og talrige andre udskæringer eller besmykninger. I England lader man sig inspirere af friseruret, men da man anvender længere pendulophæng bliver det til de høje standure. Dansk producerede standure kaldes for Bornholmere eller bornholmer-ure, og anvender det firkantede hus i modsætning til de svenske standure, hvor urhuset er rundt. Et antikt Bornholmerur kan være særdeles kostbart i dag, og de mest eftertragtede er fra sidste halvdel af 1700-tallet lavet af Arboe-familien. Lygteuret er også en populær antikvitet og de findes allerede fra 1500-tallet af. Det senere engelske konsolur (kaldet lygteur) fra 1700-tallet minder en del om det rigtige lygteur, men konsoluret skal ikke ophænges, for det står på en konsol. Derfor har konsoluret heller ikke lodder hængende under huset - hele urværket er konstrueret inden i konsoluret. Konsoluret kendes ofte på bærehanken på toppen af uret.

Fra Frankrig kom de såkaldte kaminure, der i langt højere grad var kunstneriske prydsgenstande end det er tilfældet for engelske ure. Kaminure blev hovedsagligt lavet af bronze og marmor. Uret består af én eller flere figurer med et givent tema. Urværket er gemt inden i figurerne og det øvrige motiv. Tidligere pragteksemplarer er særdeles værdifulde, men senere reproduktioner kan fås billigt: Det er dog stadig flotte ure, som kan tage sig godt ud i mange hjem.

Lommeure er en sag for sig. De tidlige lommeure fra 1500-tallet er meget upræcise, og mister derfor lidt charme, da man ikke har meget ud af at bruge dem til det formål, som oprindelig var tiltænkt. Det var meget almindeligt at fremstille lommeure i sølv eller guld. Det har givet vis også været et gaveemne især til den travle mand. Man ser ofte især antikke engelske lommeure i handlen, så det er muligt at erhverve sig et fint eksemplar.