Loppemarked

Der afholdes hvert år tusinder af loppemarkeder i Danmark, hvor man af og til kan gøre en særdeles god handel, hvis man ved, hvad man kigger efter. Køb, salg og hygge er jo, hvad det hele egentlig drejer sig om, og det er danskerne generelt helt vilde med. Ud over det, så er vi generelt interesseret i at prutte lidt om prisen, så vi i al fald tror, at vi har fået mere rabat end alle de andre! Loppemarkeder findes i mange størrelser og mange typer, hvilket er emnet for næste afsnit.

Loppemarked for de fleste


Traditionen med at holde loppemarked, så snart man har et eller andet gammelt (ragelse) eller blot ønsker at komme af med f.eks. møbler eller andre ting, som man ikke længere har plads til eller gider at se på, går ligeså langt tilbage som mennesket selv. Der er næsten altid andre mennesker, som kan have en interesse for de ting, som ikke selv længere ønsker at have. Derfor skyder der helt spontant loppemarkeder op i indkørsler, på rastepladser, ved sportshaller og alle mulige andre steder, hvor der kommer folk forbi. Der findes dog også loppemarkeder, som er arrangeret på bestemte datoer året rundt, og man kan endda se et loppemarked, som faktisk fungere som en basar, hvor der åbent hver dag, og faste stande.

Samlere af mønter, bøger, blade o.a.
Det synes generelt at være muligt at finde spændende ting på loppemarkeder, hvis man er samler af ting, som almindelige folk helt naturligt har købt i store partier igennem årene. Det gælder f.eks. for bøger og blade, ja selv fine mønter. Som eksempel kan nævnes Anders And blade. Dem har mange mennesker købt, og indimellem finder man også de lidt sjældnere udgaver på loppemarkederne. Bøger, der er gamle, er tit noget folk enten smider eller sælger på loppemarked til spotpris. Jeg har selv fundet adskillige 1. udgaver af kendte bøger til 5 ,-kr stykket.

At købe antikviteter på loppemarkeder


Antikviteter såsom møbler ser man også på loppemarkeder. Problemet kan dog være, at så snart et loppemarked åbner, så er de andre sælgere på plads ved de stande, som har interessante antikke møbler. Flere af dem driver måske selv antikvitetsforretninger, så de ved ofte, hvilke antikviteter der er noget, og hvad det bør koste. På den måde tager de en stor del af de ting, som rent faktisk har høj værdi. Helt basalt er der jo kun en gylden regel at gå efter, hvis man ønsker at tjene penge på at købe og sælge antikviteter: Køb billigt og sælg dyrt! Den eneste måde man kan gøre det på, er ved at vide mere end de andre - dels at vide mere end dem man køber af, og dels at vide mere end dem man sælger til. Den første evne er naturligvis den mest værdifulde og formentlig også den mest etisk korrekte. Derfor er det ofte sjovere for samlere at gå på loppemarked for at finde en værdifuld genstand, frem for at købe genstanden på auktion, hvor tingene i forvejen er bestemt mht. alder, raritet og rimelig pris.