Auktion antik > Hvad er det?

En bollesprøjte

bollesprøjte Vi modtog usandsynligt mange besvarelser denne gang, og rigtig mange af dem var korrekte. Der var naturligvis tale om en bollesprøjte, som brugtes til fremstilling af melboller til suppe. Det skal nævnes, at bollesprøjten også kendes under navnet kagesprøjte, da producenterne ikke var sene til at vedlægge små metalskriver med udformninger f.eks. som stjerner el. lign. Metalskiverne lagdes i bunden af blikrøret/aluminiumsrøret således at pågældende form kunne presses ud. Vi er selv lidt usikre på de tidligste forekomster af bollesprøjter, men meget tyder på, at bollesprøjten kom i anvendelse fra omkring århundredeskiftet (1900) eller 1910'erne. Indtil da og samtidig med brugte mange fortsat to skeer til at forme dejen med, før den enten stegtes eller kogtes til melboller. Redskabet var dog blevet relativt normalt udbredt i 1920'erne og de mere avancerede modeller tog deres indtog. F.eks. støder man sidst i 20'erne og i 30'erne på Fløde-, Kage- og Bollesprøjten "Smut", som selveste Fru Marianne Strunge (Nye Dyrtids-Opskrifter til Kage-Bagning, 1925 samt Koge- og Kagebog, 1928) anbefalede efter firmaets eget udsagn. For en god ordens skyld skal det nævnes at bollesprøjter ikke blot blev fremstillet i aluminium, men også i andre materialer. Af morsomme besvarelser kan nævnes, at en enkelt deltager påstår, at bollespøjten i virkeligheden var en pølsespøjte eller sagt mere kontant: En tarmholder til at stoppe fars i tarmen med! Denne anvendelse er givetvis forekommet, men den er vist ikke den gængse. Auktion-antik siger tak for kampen til alle deltagere, og håber næste genstand i konkurrencen bliver lidt sværere at gætte! Tillykke til vinderen Alis Christensen. Vi kvitterer med to flasker god rødvin for følgende maleriske beskrivelse:

"Det er en bollesprøjte der bruges til at forme dej til f.eks. melboller eller vaniljekranse. Bollesprøjten består af en cylinder af aluminium og et stempel der er lavet af træ. Cylinderen har et smalt hul i den ene ende, hvor bolledej eller fars presses ud igennem v.hj.a stemplet. Når en passende mængde dej eller fars er presset ud gennem hullet skæres det af.
Jeg vil tro den kan dateres tilbage til slutningen af 1800 tallet.
Jeg er opvokset i et hjem med en farmor og en far der var kokke af den "gammeldags slags". I 1940erne arbejdede de på samme hotel med stort brændekomfur og tilberedning af mad "fra bunden". Heri indgik også tilberedning af suppeboller, småkager o.a. Jeg har arvet min fars bollesprøjte og kan i dag godt finde på at bruge den, når maden skal smage rigtig godt og jeg har den fornødne tid til tilberedning."

Tilbage til Hvad er det hovedsiden

Spændende nyt om
antikviteter og auk-
tioner - tilmeld dig
nyhedsbrevet
Din email:
Forside Antikbutik Auktion Antik stilart Antikviteter Design møbler Gamle ting Loppemarked Kræmmermarked Restaurering Antikvitetsbutikker Auktionshuse

Hvad er det?