Nyklassicisme, Louis 16.-stil, Gustaviansk stil

Perioden, der afløser Rokokoen, kaldes for Nyklassicisme, fordi man genoptager temaet fra klassisk Romersk og Græsk arkitektur og design blandt andet under inspiration af udgravningerne i Pompeji i 1748. Epoken er ca. 1750-1800 og omtales under tiden som Louis Seize for den franskinspirerede stilart og gustaviansk for den svenskinspirerede stilart, der havde sin storhedstid her.

Nyklassicismens stil

Enkelhed, rette linier og symmetri, søjler og det antikke som forbillede for kunst og arkitektur kendetegner den nyklassicistiske epoke. Der er en vis romantik at spore i den forstand, at man længes tilbage til en fjern fortid (antikken), måske fordi livet dengang ansås for at være mere enkelt og mere rent i en eller anden forstand. Springet fra Rokoko til Nyklassicisme forekommer også voldsomt rent stilmæssigt, så der er formentlig tale om en markant modreaktion mod Rokokoens dekadente og måske ligefrem perverterede livsstil! Den nyklassicistiske epoke er borgerskabets tid, hvor det hele kulminerer i den Franske Revolution i 1789 med halshugning af det hidtidige styre, hvis endeligt allerede var grundlagt med de tidligere enevældige kongers politik og levevis.

Den ovale form går igen og igen i den nyklassicistiske stil i billedrammer og som udsmykning på møbler. Ofte ser man et romersk eller græsk motiv afbilledet i midten (i profil), men på en meget dæmpet facon i forhold til barok og rokoko. Ligeledes er søjlemotivet fremherskende i både møbler (især stoleben og bordben) og smedearbejder som f.eks. sølvstager. Store tunge nedafhængende blomsterranker og flagrende sløjfer er tidstypiske. Urneformen bliver ligeledes meget populær som formen i genstande eller som udsmykning på genstande.

Nyklassicismen får en brat ende med halshugningen af Louis den 16. og så alligevel ikke, for den klassiske linje fastholdes indtil Napoleons indtræden på verdensscenen i 1801, hvor nyklassicisme bliver til kejser-klassicisme fortrinsvist kendt som empire.

Antikviteter i Louis Seize og Gustaviansk stil

Der er ofte antikviteter til salg fra Louis Seize-perioden og den gustavianske periode. Møblerne i deres dæmpede pragt synes at tiltale mange moderne mennesker, men priserne er ikke nødvendigvis tårnhøje. Især gustavianske stilmøbler, der ofte er hvidmalede med forgyldte partier, kan være særligt klædelige i et nutidshjem, hvor de mørkere mahognimøbler og nøddetræsmøbler fra andre epoker kvæler megen lys i hjemmene. Også sølvlysestagerne er dejligt stilrene med et klart signal om stabilitet og noget klassisk smukt!