Jens H. Quistgaard Dansk Designs

Jens Harald Quistgaard (1919-2008) er en af efterkrigstidens måske mest berømte danske designere udenfor Danmark. Hans design er repræsenteret på Louvre i Paris, Metropolitan Museum i New York, Museum of Modern Art i New York city og et hav af andre betydningsfulde steder. Fra Jens Quistgaard var 15 år gammel til hans død lykkedes det ham at skabe mere end 4500 forskellige designs, hvoraf adskillige var banebrydende mht. til teknik og materialesammensætning. Kommercielt set var han en kæmpesucces især i USA gennem firmaet Dansk Designs (Dansk International Designs).

hajfinnen

Opvækst og skoling

Jens Quistgaard voksede op i et kunstnerisk hjem med en billedhugger som far. Jens´s far oplærte ham i billedhuggerkunsten, dog var Jens ikke sen til at erhverve sig andre vigtige designmæssige færdigheder f.eks. tegning og smedning. Allerede som 15 årig fik Jens Quistgaard præsenteret offentligheden for sine færdigheder med et håndsmedet bestiksæt udstillet på Charlottenborg Museum. Han kom senere i lære hos Georg Jensen under Just Andersens kyndige vejledning. Jens Quistgaard gik dog sine egne veje. Han betegnes ofte som autididakt dvs. selvlært selvom dette naturligvis ikke er helt sandt, dog er det et kendetegn ved Quistgaards design, at han ikke lod sig begrænse af tidens modeluner. Deraf måske hans originalitet og store popularitet.

DSC03999

Verdensberømt uden for Danmark

I 1954 kom en driftig amerikansk forretningsmand ved navn Ted Nierenberg forbi Danmark. Han fik øje på et bestik-design af Quistgaard, der bestod af teaktræ og rustfrit stål, hvilket var en meget usædvanlig kombination i midt 1950´erne. Ted Nierenberg blev straks bjergtaget af Quistgaards usædvanlige materialesammensætninger og generelle simple og funktionelle skandinaviske designlinie. Han fik overbevist Quistgaard om det enorme kommercielle potentiale i designerens idéer, og sammen grundlagde de virksomheden Dansk Designs, der senere fik så stor succes i USA, at The New York times i 1958 skrev, at Dansk Designs produkter nu høre til blandt de mest populære i de amerikanske hjem!

Det særlige ved Jens Quistgaards design

Det er svært at sætte præcise designhistoriske begreber på Quistgaards virke. På mange måder repræsenterer han naturligvis en funktionel dansk designtradition, dog ikke i nogen særlig streng forstand. Vurderer man store dele af hans produktion får man nærmest fornemmelsen af at betragte en opfinder med stor designforståelse. Han kombinerede et utal af materialer, som ingen hidtil havde haft fantasi eller evner til at sætte sammen. Denne idérigdom kombineret med hans designflair muliggjorde, at de ting han opfandt/designede kunne masseproduceres og dermed nå ud til den fremvoksende middelklasse og ind i deres hjem.

DSC03826

Produktiv og teknisk nyskabende designer

Quistgaard kastede sig ud i alverdens forskellige ting og sager f.eks. bestik, kander, gryder, glas, skærebrætter, severingsbakker, dåseåbnere, salt og peber-sæt, stole, lysestager, vinkølere, kopper, tallerkener osv. Med mere en 4500 designs var Quistgaard en særdeles produktiv designer.

Jens Quistgaard opfandt flere nye teknikker til fremstilling af sine designprodukter. Et eksempel er stavlimet træ som ses i f.eks. vinkøleren eller salatskålen. Istedet for at fræse et stykke træ ud med det store spild det medførte, så valgte Quistgaard at lime træstykkerne sammen stort set på samme måde, som man laver en tønde bare med lim som bindemiddel istedet for tøndebånd.

DSC04509

Quistgaards Populære designs

Det er ikke nemt at fremhæve enkelte designsuccesser hos Quistgaard for der er mange. Vi omgav og omgiver os faktisk med flere af designeres ting uden at vide det f.eks. "hajfinnen" også kendt som Raadvad dåseåbner i rustfrit stål. Derudover kan mange nymodens dyre emaljerede jerngryder takke Jens Quistgaard for deres eksistens, for det var ham, der med sin Kobenstyle bevirkede at slige sager gik fra at være total gammeldags og yt til at blive højeste snobbede mode i køkkenet og endog på spisebordet - for opfinderen havde naturligvis udformet grydelåget så sindrigt, at det samtidig kunne bruges som bordskåner. Der er kommet adskillige bestik-design fra Jens Quistgaards hånd i mange forskellige materialer ligefra teaktræ med stål, over sølv til bambus, med stål. Serveringsting i teaktræ bør også nævnes, heriblandt salatskåle i stavlimet teaktræ, vinkøler og isspand i samme, samt deciderede serveringsbakker, hvoraf nogle er mere kostbare end andre. Også møbler gav Quistgaard sig i kast med i den kendte Stokke-serie fra 1966. Møblerne er i forkromet stål, palisander og skind, sammensat helt uden skruer og søm.

ihq_dansk_designs

Priser på auktion og i antikvitetsbutikker

Masseproduktionen af Quistgaards ting har naturligvis indflydelse på prisen. Mange genstande kan heldigvis erhverves for almindelige menneskers hårdt tjente penge f.eks. kan en salatskål fås fra 600 kr. og opefter. De gamle Stokke-stole er derimod i høj kurs. På auktion indbringer de gerne ca. 15.000-20.000 kr. De kan dog erhverves som nye også i teaktræ, forkromet stål og skind til den nette sum af ca. 7.000 kr. Sølvbestik - et sæt til 12 pers. f.eks. "Champagne" svinger temmelig meget i pris fra 3.000-4.000 kr. på auktion til til 10.000-11.000 kr. hos visse antikvitets- eller designforhandlere.