B & G - Bing & Grøndahl

Bing & Grøndahl blev grundlagt i 1863 af brødrene Bing og Frederik Vilhelm Grøndahl. Bing og Grøndahl lavede hård porcelæn i meget høj kvalitet. Man brugte traditionelle metoder med overglasur-maleri gerne med guldfarver indtil Bing & Grøndahl i 1885 ansatte Pietro Krohn som kunstnerisk leder, og det skulle vise sig at være en smart satsning. Ud over at Pietro Krohn er manden bag Peters Jul, var han samtidig en dygtig begavet kunstner. Under indflydelse af japansk og kinesisk kunst skabte han i 1885-1888 det berømte Hejrestel, der foregreb art nouveau og skabte stor opmærksomhed omkring B & G ved de følgende verdensudstillinger. Hejrestellet var fremstillet i den nye teknik som kaldes underglasur-maleri. Det står til dato frem som et af de mest pragtfulde porcelænsstel i verden.

Bing & Grøndahl fik senere overtalt F. A. Hallin til at gå fra Den Kongelige Porcelænsfabrik og i stedet tage ansættelse hos dem, og med Hallin kom også det velkendte blå underglasur-maleri. I 1895 så verden den første juleplatte og den bar B & G's stempel. Det blev en kæmpe succes i mange år fremover. Mågestellet og empirestellet blev også vigtige produktserier for virksomheden samt det senere Koppel-stel. Bing & Grøndahl porcelæn har stort set altid været regnet for noget, men som med alt andet, så afhænger prisen af udbud og efterspørgsel. B & G arbejder fra før 1888 er særligt sjældne.